Ved overgangen til det 21. århundrede banede globaliseringen og en voksende digitalisering vejen for en ny fase i forretningslivet. Det har medført en gennemgribende forandring af markedsvilkårene og dermed de krav, der stilles til bestyrelsesarbejdet. Dén brancheerfaring, der for 10 år siden var produktiv og fuldt tilstrækkelig i bestyrelsessammenhæng, er ikke længere nok til at matche virkeligheden. Globaliseringen tog for alvor fat i løbet af 90’erne.
Der var til at begynde med tale om en ny international arbejdsdeling, hvor førende virksomheder spredte deres aktiviteter og deres produkters forsyningskæder ud over hele verden. Disse virksomheder havde stort set alle deres rod i i-landene. I løbet af 1990’erne og 2000’erne blev verdensøkonomien på den vis omdannet til et integreret hele. Det bragte i første omgang velstand til store dele af verden – uden for de traditionelle i-landes rækker.
Virksomhederne satsede på det, de var gode til. De indrettede sig efter markedets krav, mens staterne åbnede grænserne for investeringer, teknologi, viden og i det hele taget friere markedsvilkår. Samtidig slog informationsteknologien igennem. Databaser, software, PC og Internettet banede vejen for en omfattende digitalisering af arbejdsgangene og helt nye muligheder for kommunikation og informationsarbejde.
Gennem femten år oplevede i-landene en næsten uafbrudt fremgang. Velstanden syntes ingen ende at tage. Den internationale arbejdsdeling bragte ifølge OECD’s Global Value Chains, 2015 ikke blot i-landene, men også udviklingslande tættere ind på livet af hinanden.
“Dén brancheerfaring, der for 10 år siden var fuldt tilstrækkelig, kan ikke længere matche virkeligheden.”
I-landenes bratte opvågning
I de gamle i-lande sluttede festen brat i 2008. Vækstpotentialet syntes at være udtømt, mens fremgangen indtil videre fortsatte i resten af verden. En økonomisk krise afslørerede, at i-landenes virksomheder ikke havde været konsekvente nok i deres globale reorganisering. Produktiviteten var ikke steget tilstrækkeligt, og gennem en omfattende spekulationsbølge afsløredes finanssektorens skamridning af samfundsøkonomien. Samtidig havde i-landenes stater, som mange steder udgjorde næsten halvdelen af bruttonationalproduktet, undladt at gennemføre de nødvendige reformer for at tilpasse arbejdsstyrken, uddannelser, pensioner, sundhedssektor og infrastruktur til et globaliseret forretningsliv
På den baggrund tumlede i-landenes samfund ind i 2010’erne. Tiderne blev snart lidt bedre. Især bevirkede den ’wake-up call’, som de førende virksomheder oplevede med krisen i slutningen af 2000’erne, at man med stor kraft tog fat på at hæve produktiviteten og konkurrenceevnen. Der opstod ny ambition og konkurrenceevnen kom i fokus i bestyrelsesarbejdet.
Virksomhedernes intensive indsats udspillede sig gennem første halvdel af 2010’erne. Derimod fulgte staterne kun i ringe grad op med at gennemføre de nødvendige reformer. Store befolkningsgrupper var fortsat offentligt ansatte eller forsørgede. I de demokratiske samfund, som vores danske, skabte det en stærk offentlig opinion for at forsvare det bestående, som også konkurrencesvage virksomheder i de enkelte lande forstod at slutte op om. Et voksende pres fra globaliseringen – og nu også digitaliseringen – øgede kun de brede kredses opbakning til de statslige velfærdsgoder.
“I-landenes virksomheder havde ikke været konsekvente nok i deres globale reorganisering”
Bestyrelsesarbejdet under krydspres
Da det øgede globale konkurrencepres og den fortsatte teknologiske udvikling truede med at underminere virksomheder og job for dem, der ikke ville eller kunne tilpasse sig de nye tiders krav, begyndte staterne gradvist at beskytte sig mod de udefra kommende farer.
Fra midten af 2010’erne breder der sig en protektionistisk bevægelse for at værne nationale virksomheder mod udenlandsk konkurrence. Tendenserne omfatter ikke blot i-landene, men også de nye vækstlande, som før har nydt godt af rollen som underleverandører til i-landenes førende virksomheder.
Svækket af stagnationen i i-landene tager vækstlandene fat på den næste store udfordring – nemlig forsøget på at skabe en mere selvbåren økonomi i lighed med i-landenes. Som led i den nye strategi griber staten mere regulerende ind for at bane vejen for nationale virksomheder, som efterhånden skal blive i stand til at konkurrere på det globale marked på linje med i-landenes førende virksomheder. Bestyrelsesarbejdet bliver gradvist mere komplekst og krævet globalt udsyn.
“Virksomheders konkurrence-evne er proportional med deres evne til at indgå i nye forsyningskæder.”
Hvor langt kan vi gå ?
Denne udvikling ses tydeligt i den kinesiske økonomi. Da visse kinesiske virksomheder (ligesom enkelte indiske og brasilianske firmaer) allerede gør sig internationalt gældende – og meningen netop er, at flere virksomheder også skal gøre det – lægger det imidlertid et øvre loft for, hvor langt man kan gå i protektionismen.
Vækstlandene er samtidig afhængige af i-landenes viden og teknologi, som i øjeblikket importeres og kopieres i stor stil. Endvidere har de vestlige selskaber, som dominerer de globale forsyningskæder for dagligvarer og varige forbrugsgoder taget bestik af den nye udvikling. De er i fuld gang med at etablere lokal produktion og arbejde på at opkvalificere vækstlandes, og også u-landes, producenter af råvarer som for eksempel mælk, kød og korn såvel som industrielle komponenter til for eksempel mode, husholdningsartikler, elektronik og biler.
Hjemme i i-landene spores der ligeledes tegn på, at man efter årtiers outsourcing af produktionen til vækstlande og u-lande søger at udnytte den nye digitale teknologi til at trække produktionen hjem igen. The Global Competitiveness Report 2016-2017.
“Efter årtiers outsourcing søger mange i-lande at udnytte digitalisering til at trække produktionen hjem igen.”
Et dilemma i bestyrelsesarbejdet
Den voksende protektionismen har således både en negativ side, der kan underminere velstanden – men også en positiv side, som mobiliserer nationale ressourcer til at øge velstanden. Et dilemma, der spejler sig ned i virksomhedernes selvforståelse og forretningsmodeller og danner udgangspunkt for bestyrelsesarbejdet og de daglige beslutninger.
Det positive aspekt knytter sig ikke mindst til de nye digitalt funderede teknologier, som for alvor begynder at slå igennem i 2010’erne og vil gøre det endnu stærkere i næste årti. Dog må erkendelsen i bestyrelsesarbejdet være, at også digitaliseringen rummer en både negativ og positiv side. Den negative side er, at teknologien vil fjerne grundlaget for mange eksisterende virksomheder og jobs. På den positive side tæller mulighederne for en ny innovation, nye markedsandele og dermed økonomisk vækst og fremgang.
“Protektionisme kan underminere velstanden, men også mobilisere nationale ressourcer og dermed øge den.”